Skolens formål vil være at styrke skabelsen af fiktionsfortællinger for børn og unge, så fortællingerne møder dem i den medievirkelighed, der er deres.
Målet er at skabe fortællinger, der har lige så stærk appel til børn og unge som de store internationale brands - og med samme høje krav til originalitet og kvalitet, som har været standard i Danmark og Norden siden midten af forrige århundrede.

iStock-502909286.jpg

Citater om Manuskriptskolen for Børnefiktion:

“En målrettet satsning på at uddanne manuskriptforfattere til at fortælle historier til denne vigtige målgruppe hilses meget velkommen og vi har store forventning til at det er herfra vi i fremtiden skal finde historiefortællerne til vores film og tv-produktioner rette mod børn og unge.” - Thomas Heinesen, producer, Nordisk Film

“Måden, vi fortæller på, er konstant under udvikling i nye digitale sammenhænge, men det gode håndværk forbliver det samme. Der er klart behov for en uddannelse, som kan skabe en ny generation af manuskriptforfattere, der naturligt og selvsikkert bevæger sig på tværs af medier. I spilbranchen vil det være medvirkende til at fastholde Danmarks stærke tradition for innovative universer målrettet mod børn og unge.” - Jeppe Bisbjerg, VP Publishing, JoyPac

“På Forlaget Carlsen arbejder vi netop med begge dele – litterære stemmer, som har brug for at tænke mere i plot, og plot-magere, som har brug for at finde deres litterære stemme – og derfor ser vi absolut et behov for en cross media manuskriptskole for børnefiktion.” - Kaya Hoff, redaktionschef og Christian Bach, forlagschef, Forlaget Carlsen

“Kernen ligger i skabelsen af den gode, sjove, vedkommende og spændende fortælling, og en moderne manuskriptskole med netop det brede fokus vil kunne udvikle nye kreative talenter, vi på forlaget Høst & Søn vil være interesseret i at samarbejde med” - Anne Mørch Hansen, Forlagschef, Høst & Søn Forlag

“For at nå børnene og for at være relevante for dem, har vi brug for høj faglighed, mod og innovation. En uddannelse, der tager afsæt i målgruppen og styrker fagligheden vil kunne bidrage til DR’s stolte tradition; derfor ser vi gerne at projektet lykkes med de nuværende ambitioner” - Morten Skov Hansen, Chef for DR Ramasjang og DR Ultra.

”Fortællinger der kan udfoldes på kryds og tværs af platforme - både digitalt og i virkelighedens verden - har stor betydning. Det spejler nemlig præcis de generationer der vokser op nu og deres medie- og kulturforbrug.” - Birgitte Fredsby, Partner, Made by Us

”… manuskriptskrivning for børn og unge er en kunstart som er vigtig at holde fast i som egenart. Derfor er der brug for en prioritering af et sted, hvor man på højeste niveau kan fordybe sig i, lære om, øve sig i og altid diskutere og udvikle tilgangen til indhold for børn og unge.” - Ulla Hæstrup, Filmkonsulent, kort- og dokumentarfilm for børn & unge, DFI

“Jeg tror en uddannelse med dette fokus kombineres smukt med, at aktører fra hele verden kigger på Norden som et nyt marked indenfor originale fortællinger til børn og unge i disse år.” - Sarita Christensen, producent, Copenhagen Bombay

"Danske børn og unge er storforbrugere af digitale medier og vi har en stolt og god tradition for at producere indhold, der tager udgangspunkt i børn og unges eget perspektiv og hverdagsliv. [ … ] Derfor er der brug for en uddannelse, der med dedikeret fokus på børn og unge som målgruppe kan lære talentfulde voksne at skabe fortællinger, der har afsæt i kvalitet, originalitet og en værdsættelse af børneperspektivet, og dermed kan være et relevant bidrag til børn og unges brug af fiktion." - Stine Liv Johansen, Lektor, ph.d., og Formand for Medierådet for Børn og Unge